Landbruget frygter fremtiden i nationalparkerne

Landmand Mikael Nørby-Lassen har jord i Nationalpark Vadehavet. Og det er ikke bare en hvilken som helst type jord. Hans jord er god jord, og luften ude fra Vadehavet gør, at der ikke skal sprøjtes så tit. Men sprøjtes skal der, selvom det ligger i nationalparken.

Af: Søren Schaadt Larsen

Mikael Nørby-Lassen ejer jord både inden- og udenfor nationalparken. Det giver nogle bekymringer i forhold til fremtiden. Foto: Søren Schaadt Larsen

“Det bliver drevet fuldstændigt, som var det almindeligt jord. Der skal kun sprøjtes en gang, mod gråskimmel, og så kan vi også lave en aksbeskyttelse, men tit kan vi tage den i et hug”, forklarer han.

Mikael Nørby-Lassen driver sit landbrug fra sin gård, der ligger nordvest for Ribe. Gården ligger udenfor nationalparken, men han har flere marker, der ligger indenfor Nationalpark Vadehavet, og det er de marker, der giver anledning til bekymringer. I hans øjne ser det underligt ud, at man vælger at lægge nationalparken på et område, hvor der drives intensivt landbrug.

“Jeg har ikke noget imod nationalparken”, lyder det fra landmanden, der dog har bange anelser om, hvad den fører med sig af restriktioner, når den først er etableret.

Landbrug & Fødevarer, landbrugets hovedorganisation, er heller ikke imod nationalparkerne.

“Vi bakker op om etablering af nationalparker, når der er lokaltilslutning til dem”, forklarer Marie Juul-Knudsen, fra organisationen, som har nationalparkerne som arbejdsområde. Nationalparkerne kommer ifølge organisationen ikke til at kræve noget ekstra fra landmændene. Det er også ud fra de betingelser, at Landbrug & Fødevarer bakker op om dem.

“Som udgangspunkt kommer nationalparkerne til at betyde det for lodsejerne, som de vil have det til at betyde. Det hele bygger på frivillige aftaler, og derfor er der ingen der kan pålægge dem restriktioner”, siger Marie Juul-Knudsen.

“Det kommer ikke til at medføre ekstra arbejde for dem”, forklarer hun.

“Der sker ikke en skid de næste par år”
Men alligevel er der nervøsitet hos de lodsejere, som pludseligt skal forholde sig til at arbejde i en nationalpark.

“Jeg har marker på begge sider af den vej, som skiller nationalparken fra almindelig jord. Og der er nøjagtigt de samme regler”, fortæller Mikael Nørby-Lassen.

Når der nu er de samme regler på begge sider af den vej, som afgrænser nationalparken fra almindeligt landbrugsland burde der ikke være nogen problemer for Mikael Nørby-Lassen og hans kolleger. Men det er der alligevel. For selvom der ikke følger nogen stramninger af reglerne med nationalparken endnu, så er han sikker på, at de kommer senere.

“Jeg tror ikke, der sker en skid de næste to-tre år. Men på sigt vil stærke kræfter gå i gang med at arbejde for en ekstensivering af driften i nationalparken. Så lige nu gør jeg alt for at synliggøre, hvad jeg har af indtægter derude fra lige nu”, forklarer han.

Ifølge Landbrug & Fødevarer er han ikke den eneste, der er usikker på, hvad fremtiden vil bringe med de nye nationalparker:

“Vi har hørt fra mange bekymrede lodsejere. Og vi forstår, at de er bekymrede, men sådan som lovgivningen er skruet sammen, kan de ikke tvinges til noget”, forklarer Marie Juul-Knudsen.

“Det vil være et løftebrud, hvis der gennemføres nye restriktioner for landbruget i nationalparkerne”, lyder det fra Marie Juul-Knudsen.

Nationalparkerne kan have store konsekvenser
Hos foreningen Bæredygtigt Landbrug, der er en interesseorganisation stiftet i protest mod regeringens Grøn Vækst-plan, deles Mikael Nørby-Lassens bekymringer. De mener, at der kan være store konsekvenser for jordbrugerne ved de nye nationalparker:

”Det, vi er bange for, er, at det vil begrænse landbrugsdriften på forskellig vis. At man ikke kan få lov til at udvide sine husdyrbesætninger og måske, i endnu værre tilfælde, må afvikle landbruget. Her tænker jeg på for eksempel emission fra stalde, og at man pludseligt kalder et område for ammoniakfølsomt område. Og så kan det jo begrænse de her områder voldsomt”, forklarer direktør for Bæredygtig Landbrug, Vagn Lundsteen, der mener, at man skal sikre sig, at der skal kompenseres fuldt og helt for de landmænd, det går ud over.

”Vi skal sikre, at det ikke er landmændene der sidder og skal betale regningen af egen pengepung for de her naturparker”, siger Vagn Lundsteen.

Bekymringen for kommende restriktioner betyder også, at Mikael Nørby-Lassen og hans kolleger er nervøse for jordpriserne.

“Priserne på landbrugsjorden kommer nok til at falde”, forklarer han og hentyder til, at han regner med, at der vil blive pålagt restriktioner senere, som vil betyde, at produktionskapaciteten på markerne vil falde og derfor blive mindre værdifuld for landmanden. Et problem for mange landmænd, der i forvejen kæmper med massiv gæld.

”Jeg ville søge erstatning”
”Hver gang der sker nogle tiltag, som betyder, at man ikke kan arbejde frit, fremadrettet, så bliver der også færre købere til ejendommen. På den måde bliver værdien af ejendommen lavere. Og det, mener, jeg skal sidestilles med erstatninger og ekspropriation”, forklarer Vagn Lundsteen, der mener, at det er forringelse af ejendommen, når der kommer krav om stier over jorden, opgravede grøfter og andet genskabelse af naturen.

”Hvis det var min ejendom, ville jeg føle, det var en forringelse, den ville jeg helt klart kalde ekspropriation og så søge en erstatning for. Og det er jo så spørgsmålet, om samfundet har råd til det”, siger Vagn Lundsteen.

Men penge er en ting. For Mikael Nørby-Lassen er det ikke kun dem, der tæller. Der er flere aspekter i problemstillingen.

“Der er mange følelser i det. Men nu kan vi vælge at sige, at nu er skidtet vedtaget, og så kan vi vælge at tage de positive briller på og sige ‘nu er det nationalpark’, og det kan tænkes, at nu vil de meget gerne have de her vedvarende græsarealer op at køre, så kan det være, vi kan få noget mere støtte. Og nu tænker vi så kun støttekroner”, forklarer han. Men det handler ikke om støttekronerne. Det handler om, hvem der har interesser, og hvem der bruger området:

“Mange af dem, som siger, de har interesser her, har deres følelser her, de har bare ikke deres indtægter her. Vi har både vores følelser og vores indtægt her. Vi må jo være dem, der har det største krav her”, slutter Mikael Nørby-Lassen.