Den glemte rapport?

I 2001 udkom Wilhjelmudvalget med den rapport, der af mange betragtes som startskuddet på oprettelsen af nationalparker i Danmark. Men rapporten anbefalede ikke nationalparker – tværtimod. Udvalgets formand, den tidligere konservative industriminister og formand for Industrirådet, Nils Wilhjelm, fortæller her om rapporten, om nationalparkerne og om, hvilken indvirkning udvalgets arbejde har haft på dansk miljøpolitik.

Af: Jon Detlefsen

”En rig natur i et rigt samfund” er den korrekte betegnelse for Wilhjelmudvalgets omfattende udredning af den danske natur, som blev iværksat af den daværende miljøminister, Svend Auken på baggrund af OECD’s kritik af den manglende danske indsats på miljøområdet.

Download Wilhjelm-rapporten i PDF.

Det går skidt for naturen
”kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet har ikke tidligere været så ringe”, blev det allerede konstateret for ti år siden af Wilhjelmudvalget i rapporten, som med et grundigt overblik over naturens forarmede tilstand kom med en lang række anbefalinger til at genoprette og redde naturen og den biologiske mangfoldighed.

En af de konkrete anbefalinger var udlægning af nationale naturområder. Udvalget konstaterede, at naturen ikke havde tilstrækkelig med plads, og at det var nødvendigt med en større sammenhæng og kontinuitet, så naturen frit kunne udvikle sig.

Staten ville have nationalparker
Nils Wilhjelm forklarer, at spørgsmålet om sammenhængende natur, naturparker eller nationalparker kom med i rapporten, fordi Skov- & Naturstyrelsen ønskede holdningerne fra de forskellige parter afprøvet:

”Der er en lang historie bag nationalparkspørgsmålet, som normalt dukkede op fra politisk side. De grønne organisationer har gennem næsten hundrede år, tror jeg, haft den holdning, at det burde man være meget forsigtig med af to grunde: For det første, at vi ikke har oprindelig natur, og for det andet, at det let kunne blive en politisk undskyldning for at sige, at ’nu har vi nationalparkerne’, og så glemme resten”. Nils Wilhjelm fortsætter:

”Det tror jeg, de havde meget ret i, for politikere har ikke nødvendigvis en mere dybdegående viden om natur, naturudvikling og natursammenhæng, og jeg har samme holdning om, at man så siger fra regeringen, at ’nu gør vi en masse for naturen’”.

Nationale naturområder
Wilhjelmudvalget anbefalede ikke nationalparker men sammenhængende natur i nationale naturområder. I rapporten står der:
”Nationale naturområder udlægges. Der mangler efter udvalgets opfattelse et vigtigt element, før dansk naturbeskyttelse kan skabe den kontinuitet i naturen og blive så målrettet, som vi ser internationalt. Det er etableringen af større sammenhængende naturområder med særskilte planer for beskyttelse, forvaltning og udvikling og med en målsætning, et indhold og en varighed der har sin egen eksistens ved siden af, og som optages som en del af regionplanlægningen”.

Mere naturbeskyttelse
Formanden for Wilhjelmudvalget pointerer, at der ikke er nogen sammenhæng mellem det standpunkt, som rapporten er udtryk for og nationalparkernes udformning:

”Rapporten tager udgangspunkt i det naturmæssige, hvor beskyttelsesdelen fylder meget, og hvor benyttelsesdelen – friluftsliv og så videre – ikke fylder ret meget. Tager man udgangspunkt i vores rapport, ville, hvis ikke lige frem loven, så i hvert fald de bekendtgørelser, som man laver i tilknytning til hver enkelt nationalpark, have været anderledes”. Nils Wilhjelm konstaterer:

”Der er jo dårligt nok tale om prioritering mellem, at det væsentlige, ved en nationalpark, er at beskytte naturen og så benyttelsesdelen. Der er, efter min mening, kommet en skæv balance, da fortolkningen af bekendtgørelserne for hver enkelt nationalpark ikke giver en kraftig indikation af, at det handler om at beskytte den værdifulde natur, og at benyttelsen skal beskytte naturen”. Men loven virker, mener Nils Wilhjelm, den skal bare bruges korrekt:

”Jeg mener, at nationalparkloven giver den rette prioritering – at det er naturindholdet, som er langt det vigtigste ved nationalparkerne og langt mindre benyttelsesdelen. Men i praksis har bekendtgørelserne ikke den prioritering, der ligger i loven. Og loven er lavet med udgangspunkt i rapporten”.

Tivolisering
Nils Wilhjelm mener, at der fokuseres mere på fritidsaktiviteter end på naturen i nationalparkerne. Sammensætningen af nationalpark-bestyrelserne er problematisk, da der er flest medlemmer med en baggrund, som ikke handler om natur:

”Skulle jeg lave det, skulle der være et flertal af folk med en naturmæssig baggrund, altså dem, der ville prioritere det naturmæssige indhold som værende det væsentlige. Men der er jo alle mulige interesser repræsenteret”.

Internationale standarder skal følges
En nationalpark er i international forstand et stort, sammenhængende, naturligt økosystem med vild natur uden væsentlig kulturel indflydelse. Det er kriterier, som Danmark ikke kan leve op til ifølge formand, Nils Wilhjelm:

”I udvalget talte vi selvfølgelig om nationalparker i relation til den internationale IUCN-klassifikation, og på grund af den omstændighed at alt vores natur er kulturpåvirket, var det min klare opfattelse, og det blev også udvalgets klare opfattelse, at der skulle være tale om nationale naturområder – sammenhængende naturområder, og at man skulle have respekt over for den internationale klassificering af nationalparker, som vi under ingen omstændigheder kunne falde ind under”.

Hvilken slags parker?
Forklaringen på, hvorfor Danmark fik nationalparker og ikke nationale naturområder kan være mange. Nils Wilhjelm mener, at det både var pressen og politikerne, som lagde ordet nationalpark i munden på Wilhjelmrapporten:

”Da rapporten udkom, kaldte pressen det for nationalparker. Pressen har i virkeligheden lavet oversættelsen, som politikerne tog til sig”.

Men begrebsforvirringen mellem nationalparker og nationale naturområder skete tidligere. Både Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Naturfredningsforening brugte nationalparkbegrebet i deres høringssvar til sidste udkast af Wilhjelmrapporten, altså inden rapporten udkom, selvom rapporten udelukkende taler om nationale naturområder.

Og efter at Wilhjelmrapporten udkom, arbejdede Friluftsrådet aktivt med begrebet nationalparker frem for nationale naturområder.

God, politisk sag
Samtidig blev nationalparkerne betragtet som en politisk vindersag. Samme år, som Wilhjelmrapporten udkom, fik Danmark en ny regering, og det blev den nye miljøminister, Hans Christian Schmidt, der iværksatte de pilotprojekter, der senere blev til Danmarks første nationalparker.

”Hans Christian Schmidt, mente, at der var noget politisk, positivt i at være den politiker, som tog initiativ til at skabe nationalparker i Danmark. Men der lå ikke andet end bøvl i det. Han troede, det var en sællert, at folk ville labbe det i sig, men der var dyb skepsis fra de grønne organisationer og dyb skepsis fra jordejerne, som følte deres rettigheder gået for nær. Den holdning var så udpræget, at et naturligt område, som Møn, blev banket i bund af jordejerne, for de kunne kun se noget negativt i det”, forklarer Nils Wilhjelm.

Landbruget tøver
Lodsejerne har været skeptiske gennem hele nationalpark-forløbet, hvilket, Nils Wilhjelm mener, bundede i landbrugstoppens ubeslutsomhed allerede inden rapporten var færdig:

”Landbruget vidste ikke rigtigt, hvordan de skulle forholde sig til det her problem. Landbrugsrådet ville ikke rigtig gå ind i det, mens udvalget arbejdede. De skubbede det fra sig, og derfor blev det en diskussion, som foregik meget decentralt, uden at der kom nogen form for retningslinjer fra toppen. Jeg mener, at det var en forkert strategi. Jeg havde mange forhandlinger direkte med landbrugsrådets top, men de passede, og det blev de ved med indtil den sidste fase, hvor rapporten lå skrevet i udkast. Der gik de så endelig ind og støttede”.

Bred opbakning
En af Wilhjelmrapportens store styrker var, at den havde en utrolig bred opbakning. Ud over fiskerierhvervene, natur- og friluftsorganisationer, forskningsinstitutioner, og berørte myndigheder, fik rapporten støtte af jord- og skovbrugene. Den brede opbakning fandt Nils Wilhjelm essentiel:

”Det var helt afgørende fra formandskabets side, at hvis den her rapport skulle have politisk slagkraft, skulle det være på basis af konsensus – men ikke med laveste fællesnævner. Og sådan blev det. De eneste, som tog forbehold, var Finansministeriet og Økonomiministeriet, og det er den helt generelle holdning, både dengang og i dag, at det ikke må koste noget”.

Der er ikke sket noget
Wilhjelmudvalgets rapport ”En rig natur i et rigt samfund” er stadig i dag den største naturudredning med den bredeste opbakning i Danmarkshistorien. Men talen om nationale naturområder fylder kun en håndfuld sider i rapporten på 100 sider. Hvad skete der egentlig med resten af indholdet, det som, ifølge Wilhjelm selv, var det vigtigste?

”Det var Auken, der modtog rapporten, da den udkom, men han nåede ikke at gøre noget. Da så Hans Christian Schmidt kom, rejste han rundt og fortalte om, hvor udmærket den her rapport var. Jeg tror ikke, han holdt et foredrag uden at fortælle om den fantastiske rapport, det meget materiale og enigheden om, hvad der skulle gøres. Men der skete bare ikke noget. Et af de få initiativer, han tog, var nationalparkinitiativet”.

Og Wilhjelmudvalgets formand mener heller ikke, at de efterfølgende miljøministre har gjort nogen nævneværdig forskel:

”Man kan jo se, at der successivt er sket noget med miljøpolitikken. Spørger du Karen Ellemann, eller den til enhver tid siddende miljøminister, vil de komme med et langt notat om, hvor meget godt de har gjort”, siger Nils Wilhjelm og tilføjer:

”Men ser man på substansen, så er der faktisk sket meget lidt”.

Fakta om:

Nils Wilhjelm
-Formand for Wilhjelm-udvalget.
-Godsejer.
-Uddannet forstkandidat.
-Direktør for Junckers Industrier A/S og A/S Sylvadan 1970-83.
-Formand for industrirådet, som i dag hedder Dansk Industri, 1983-86.
-Konservativ Industriminister under Schlüter 1986-89.
-Nuværende bestyrelsesmedlem i Aage V. Jensens Fonde.

Wilhjelmudvalget
Wilhjelmudvalget blev nedsat af Nyrup-regeringen med den opgave at udarbejde et grundlag for en national handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse. I udvalget deltog 35 medlemmer som repræsentanter for jordbrugs- og fiskerierhvervene, natur- og friluftsorganisationer, forskningsinstitutioner, berørte myndigheder mv. Udvalgets arbejde var et bidrag til regeringens forberedelse til FNs Verdenstopmøde om Bæredygtig Udvikling i 2002. Udvalget afgav sin rapport til regeringen d. 23. august 2001.