Tilbage til rødderne

Hvor begyndte det hele? En rejse tilbage i tiden til USA’s vilde midtvest, hvor horder af amerikanske bisonokser græsser på prærierne og hvor ulvene hersker, som de har gjort i årtusinder, fører lige ind i hjertet på nationalpark-idéens arnested. Tag med til verdens ældste nationalpark, Yellowstone

Tekst og fotos af Jon Detlefsen

Nordamerikansk Bison er skyld i de fleste ulykker mellem vilde dyr og mennesker i Yellowstone. Foto: JGD.

Gennem snefoget anes en tonstung urkæmpe. Dyrets gigantiske hoved svajer fra side til side i slowmotion og fungerer som en sneskovl, der fjerner tonsvis af sne i evig søgen efter føde. Kæmpen har en kraftig pels, og den kan overleve i ekstreme kuldegrader i vildmarkens uendelige vintre.

Jeg nærmer mig langsomt den massive bisontyr, der er dybt optaget af sin søgen efter det græs, som gemmer sig under snemasserne, og som er dens vigtigste føde. Formaningerne om dens iltre temperament ligger som en tåge i mit baghoved, overdøvet af andægtig fascination af det vilde dyrs nærhed, dens rolige, bastante fremtoning og tanken om dens uforandrede udseende og adfærd gennem tusindvis af år.

Den bedste idé
Vinteren i Yellowstone, der er på størrelse med Sjælland og Fyn, varer i seks måneder og er den barskeste i USA, bortset fra Alaska, med temperaturer ned til minus 50 grader celsius, mange meter sne og hyppige snestorme. Dyrene migrerer fra nationalparkens hoved-plateau i 2500 meters højde til de omkringliggende dale, hvor vinteren er lidt mindre ekstrem. I Lamar-dalen overvintrer horder af bisonokser og wapiti-hjorte, og her hersker ulvene, der frådser i dette uudtømmelige, naturlige spisekammer.

Nationalparken breder sig over staterne Wyoming, Montana og Idaho i USA og er den første af sin slags i verden. Her udsprang den ide, som nogle kalder ’den bedste, amerikanske ide nogensinde’, nemlig at man skal bevare og beskytte den vilde og forunderlige natur for eftertiden. Den 1. marts 1872 blev Yellowstone udnævnt til nationalpark af USA’s 18. præsident, Ulysses S. Grant, og i nationalpark-loven af 1872, vedtaget i kongressen, står blandt andet, at ”Yellowstone fredes for bosættelse, beboelse og salg til folkets bedste og til folkets glæde”.

Man følger Gardner River, når man kører ind i Yellowstone Nationalpark fra nordindgangen i Gardiner. Foto: JGD.

Mammoth Hot Springs. 2/3 af alle varmtvandskilder og gejsere i verden findes i Yellowstone. Foto: JGD.

Ulvenes dal
Jeg befinder mig i Lamar-dalen, med øgenavnene Ulvenes Dal og Nordamerikas Serengeti, i den nordlige del af Yellowstone Nationalpark. Her skal jeg opleve og fotografere de vilde dyr, som endnu lever her takket være områdets status som nationalpark og den totale fredning, som beskytter dyr og natur.

At opleve Yellowstone i vinterdragt er som en rejse til en svunden tid, hvor dyrene herskede på jorden. Her findes et overdådigt dyreliv, og det er næsten som at køre gennem Givskud Zoo – bare med vilde, nordamerikanske dyr og uden indhegning.

De fleste veje er lukket om vinteren, men den 42 kilometer lange vej, som strækker sig gennem Lamar-dalen fra Mammoth, hvor park-rangernes hovedkarter ligger, til nationalparkens østlige indgang ved Cook City, holdes farbar for hjulkøretøjer. Og her kan man tage på dyresafari bevæbnet med telelinse og firehjulstrækker.

Supervulkanen
Da ekspeditioner i begyndelsen af 1800-tallet vendte tilbage fra Shoshone-indianernes land, berettede de om en magisk og vild verden af dampende varmtvandsbassiner, sprudlende gejsere og utrolige landskabsformationer. Mange troede, at historierne var fup, men verdens ældste nationalpark er ikke “kun” bjerge og vilde dyr.

Yellowstone er et af de største, geotermiske områder i verden, og to tredjedele af verdens gejsere og varmtvandskilder findes her. Hovedplateauet er krateret af en såkaldt supervulkan, der senest eksploderede for 640.000 år siden og dækkede det halve af Nordamerika med aske. Ingen ved om, eller hvornår, den eksploderer igen.

Nationalparkerne er dine!
Tyren har drejet sit hoved. Den stirrer på mig, og jeg holder vejret velvidende, at jeg aldrig vinder kapløbet mellem mand og bison. Overtræder jeg det vilde dyrs grænse, tøver den ikke med at skubbe mig væk, hvilket ville føles som at blive kørt over af en damptromle.

Bison migrerer fra det centrale plateau til Lamar-dalen, hvor sneen ligger knap så dybt. Foto: JGD.

Dayton Duncan, amerikansk forfatter og dokumentarist og medforfatter til dokumentarserien ’The National Parks – Americas Best Idea’, forklarer i serien den amerikanske nationalpark-idé med ordene:

”Er du så heldig at være amerikaner, og ellers ligegyldigt hvem du er, og hvor du kommer fra, så er du – DU!! – ejer af noget af landets bedste ejendom beliggende ved havet, af prægtige vandfald og af ejendom med storslået udsigt over bjerge og dale.

Det tilhører dig. Det er dit! Og det eneste, du bliver bedt om er at efterlade det intakt til dine efterkommere. Forhåbentlig sælger eller ødelægger du det ikke, og forhåbentlig vedligeholder du det. Det er det eneste, du skal gøre. Det er da et røverkøb!?”.

Hæren beskytter Yellowstone
Selvom Yellowstone var udråbt til nationalpark, betød det, i første omgang, ikke at natur og dyr var beskyttede. Trods sin status, blev der ikke sat penge af til drift og vedligehold. Der skulle satses på turisme, og pengene skulle komme med de tusindvis af turister, der ville blive fragtet lige til døren med den nye, nordvestgående jernbane.

Men den kom først ti år senere, og indtil da lå Yellowstone ufinansieret og ubeskyttet over for vandalisme af de unikke landskabsformationer og over for omfattende jagt på især wapiti-hjorte og bison. Men kvalerne var ikke ovre, da jernbaneselskabet reelt kontrollerede området med fortsat vandalisering, jagt, skovhugst og oprettelsen af landbrug til følge.

I 1886 blev hæren sat ind i Yellowstone for at opretholde ro og orden. Ordningen var midlertidig, men varede i 30 år. Uden en tilstrækkelig lovgivning i ryggen havde hæren dog stærkt begrænsede muligheder for at indføre sanktioner mod krybskytteri og hærværk samtidig med, at det var en umulig opgave at patruljere hele det enorme område.

Rocky Mountain Bighorn er store og adrætte bjergfår – skabt til det barske liv på bjergsiderne. Foto: JGD.

Først i 1894 lykkedes det at gennemtrumfe en yderligere beskyttelse af Yellowstone med ‘loven til beskyttelse af fuglene og de vilde dyr I Yellowstone Nationalpark’, der blev signeret af USA’s 24. præsident, Grover Cleveland.

De vilde dyrs territorium
Jeg har ikke overskredet den store bisontyrs grænse, og jeg er ingen trussel. Mit eneste våben er et kamera, og bisontyren vender tilbage til sin snerydning. Men selvom den accepterer min tilstedeværelse, betyder det ikke, at den er tam.

Tyren er tværtimod et vaskeægte vildt dyr. Lige som de grå ulve, prærieulvene, wapiti-hjortene, bjergfårene, elgene, kongeørnene, havørnene, grævlingerne, rævene, odderne, de sorte og de brune bjørne, pumaerne og alle de andre medlemmer af det ufatteligt rige dyreliv, man kan opleve på nærmeste hold i Yellowstones enorme vildmark. Det her er de vilde dyrs territorium, og mennesket er bare flygtige gæster.

Reddet i sidste time
Sådan har det ikke været altid. Bison blev næsten udryddet i hele Nordamerika i 1800-tallet, hvor bestanden led en drastisk nedgang fra 65 millioner til under 1000 individer i en periode på mindre end 100 år. De blev dræbt på grund af deres værdifulde skind og for at fratage den oprindelige, amerikanske befolkning, indianerne, deres vigtigste levegrundlag. Private initiativer og projekter i nationalparker har reddet den amerikanske bison, men okserne i Yellowstone er de eneste oprindelige, vilde bisonokser i Nordamerika.

Den grå ulv, dæmoniseret gennem århundreder af, blandt andre, den katolske kirke, der mente, at ulve var djævlens hunde, var totaludryddet i 70 år. Det var National Park Service selv, der skød den sidste ulv i Yellowstone i 1926. De flotte ord om at bevare de vilde dyr gjaldt tilsyneladende ikke ulvene.

Vildskaben genindføres
Først i 1995 reintroducerede man ulvene under voldsom debat og kraftige protester fra omkringliggende landmænd, som frygtede, at ulvene ville være en trussel for deres kvæg, og fra indbyggere og foreninger med holdninger til ulve, der svarer til tidligere tiders had og dæmonisering.

Følgevirkningerne af ulvenes tilbagevenden har langt oversteget, hvad man havde forestillet sig. I de 70 år, hvor ulvene var fraværende, voksede bestandene af ulvenes vigtigste fødekilde, wapiti-hjortene, sig større end området kunne bære. Det medførte blandt andet til, at flere træ- og plantearter blev reduceret eller forsvandt, fordi hjortene spiste det hele.

Yellowstone River repræsenterer sjælen af Yellowstone som det forhistoriske, vilde vest. Foto: JGD.

Den forsvindende vegetation resulterede yderligere i nedgang i antallet af bævere, der også blev fysisk generet af de mange wapiti-hjorte, som fyldte for meget. I dag, med ulvene tilbage og nedgang i wapiti-bestanden, er Yellowstones økosystem genoprettet og fungerer komplet og selvregulerende.

Fri jagt på ulvene igen?
Men ulvenes kvaler er langt fra overstået. I 2008 proklamerede Bush-administrationen, at ulvene skulle fjernes fra listen over truede dyr, hvilket ville betyde frit slag for ulvejagt – igen. Dommerafgørelser har indtil videre reddet ulvene fra at ryge af listen, men i december sidste år luftede præsident Obamas administration planer om, at ulve og grizzly-bjørne ikke længere skal betragtes som truede. Århundreders kamp mod ulvene fortsætter…

I kontakt med Moder Jord
Det er noget helt særligt at være tæt på vilde dyr. At få øjenkontakt med en bisonokse, er som at se ind i dyrets inderste, som at få et kort glimt af noget urgammelt og oprindeligt. Og øjenkontakten med en prærieulv er et kig ind i det listige rovdyrs inderste, hvor vildskaben råder og dyrets instinkt placerer mig i en af kategorierne: føde, trussel eller uinteressant.

Efter nærkontakten med et vildt dyr, står jeg tilbage med bankende hjerte, en rus af adrenalin og en følelse af at have været i kontakt med nogle af Moder Jords urkræfter hinsides tid, rum og fatteevne. Jeg står tilbage med en følelse af, at det her er den virkelige verden. Vildmarken, naturen, dyrene er livets grundsubstans. Om tusinder af år, når menneskeheden måske ikke findes længere, er naturen og dyrene her endnu. Hvis ikke det lykkedes os at udrydde dem først…

Blikket fra prærieulven er et kig direkte ind i naturens vildskab. Foto: JGD.

Nationalparkloven
I 1916, 30 år efter at hæren rykkede ind i Yellowstone, blev nationalparkerne systematiseret og centraliseret med oprettelsen af ”National Park Service”, der siden da har været det statslige organ med ansvar for drift og vedligehold af USA’s nationalparker.

National Park Service Act fra 1916, som er den gældende, amerikanske nationalparklov i dag, siger blandt andet, at ”det grundlæggende formål er at bevare landskaberne, de naturlige og de historiske steder og de vilde dyr i parkerne”. Det pointeres, at parkerne kun må benyttes i et omfang, der ikke påvirker området for eftertiden.

Jeg er gæsten
Jeg fotograferer den prægtige bisontyr og takker for, at jeg måtte opholde mig på hans territorium. Som ubuden gæst i vildmarken blandt vilde dyr, som har regeret længe før mennesket holdt sit indtog på jorden, er det min pligt at efterlade alt urørt og upåvirket af min tilstedeværelse.

Når jeg om nogle dage ligger hjemme på sofaen foran TV’et, sammen med mine to døtre, graver tyren videre i snemasserne, lige som hans efterkommere, forhåbentligt, gør det de næste mange tusinde år.